Virtual Reality (VR) er de seneste år blevet udbredt og har både ramt de almindelige forbrugere og har gjort sit indtog i teenage-værelserne - men også industrien har taget VR til sig og bruger det til f.eks. træning.


I VR bliver man lukket inde i en virtuel verden, og på den måde afskærmer man sig fra den fysiske verden. Augmented Reality (AR) er derimod i den anden ende af det her mixed-reality spektrum. I stedet for at lukke os inde, så prøver man at bringe den virtuelle verden ud i den fysiske verden.
Et eksempel på AR er Microsofts HoloLens, der lægger et virtuelt lag oven på den fysiske verden. AR giver en række nye muligheder, lyder det fra Morten Birk, Software Developer i Interactive Spaces Lab på Alexandra Instituttet:
Oplagt til at bringe spilverdenen ind i stuen
HoloLens bruger dybdekameraer og er rigtig godt til at genkende overflader og markante ting i et rum. Den bygger ligesom et mesh over hele rummet, og på den måde kan den finde overflader og f.eks. sige, hvor bordet eller gulvet er. Det er praktisk, hvis man har et spil, hvor virtuelle figurer bevæger sig rundt på de fysiske objekter. Hvis figuren bevæger sig fra bordet og ned på gulvet, er man nødt til at vide, hvor gulvet er. Det kunne være interessant, hvis man f.eks. vil bringe spilverdenen ud i stuen.
Passer ind i IoT-bølge
Vores fysiske verden bliver mere og mere fyldt op med virtuelle objekter, som vi skal interagere med. Vi ser hele denne her IoT-bølge, hvor der er flere milliarder komponenter, der er på nettet, og som har en masse sensordata. Men hvordan forstår vi det på en naturlig måde? Her kunne AR være svaret. Hvis man har en lampe, der har en masse information om, hvor meget strøm den bruger, skal du måske bare kigge på den, og så kan du ved hjælp af AR få vist noget data. Det kunne også være køleskabet, opvaskemaskinen eller fryseren, som kan komme med information, når man kigger på dem.
Stort potentiale til instruktioner i industrien
En af de ting, vi har arbejdet med på Alexandra Instituttet, er instruktioner til industrien. Hvis man har opgaver, hvor man skal samle dele i en bestemt rækkefølge, kan man lægge de her manualer ned på det fysiske objekt. Når man står med objektet i hånden, får du vist den instruktion, som du skal bruge lige nu, som fx at skrue en skrue ind her eller fjerne det her låg, På den måde kan man få konkrete instruktioner til det, man kigger på.
Flere AR-platforme på vej
Ifølge Morten Birk går der dog stadig et stykke tid, før man kommer til at se HoloLensen på consumer-market, da det er et developer-kit, der koster i omegnen af 3.000 dollars. Google, Facebook, Snapchat og senest Apple har meldt ud, at de også kommer med AR-platforme og dermed rigtig gerne vil med på bølgen, og derfor kommer der virkelig til at ske noget. Det bliver dog i første omgang hovedsagelig på smartphones, mens brillerne ligger længere ude i fremtiden. Men det er i hvert fald en teknologi, som vi arbejder med på Alexandra Instituttet, og hvis man gerne vil med på rejsen, så kontakt os endelig.
Interactive Spaces Lab (da)
