Aarhus har mulighed for at lægge sig helt i front med udvikling af fremtidens bydesign. Sammen med London og Santander er Aarhus udvalgt som foregangsby, der skal fungere som testområder for udvikling af nye og smarte teknologier, og som hjælpe med at imødegå de udfordringer, som Aarhus, London og Santander står overfor.


Projektet hedder Organicity og er støttet af EU-Kommissionen, og det har netop åbnet op for, at borgere og virksomheder kan søge op til 60.000 euro til eksperimenter i de tre testbyer. Missionen er at teste, hvordan fremtidens byer kan tilbyde en service til at eksperimentere med urbane data. Det handler om at udvikle et effektivt marked for smarte teknologier, så det bliver nemmere for virksomheder at få solgt løsninger til både det offentlige og private i ind- og udland.
Der er især tre ting, der kendetegner et godt eksperiment. For det første skal man gøre brug af Organicitys dataplatform og værktøjer.
Projektet skal også inkludere en ny idé. Det kan være ny teknologi i byen eller gammel teknologi brugt i ny kontekst. Det kan også være en ny måde at forstå eller kombinere et datasæt på, eller en måde at få disse data i de rigtige hænder og dermed skabe mening.
For det tredje er samskabelse eller co-creation en vigtig del af projektet. Man skal derfor have en solid plan for, hvordan man har tænkt sig at inddrage de mennesker, som idéen påvirker eller hjælper.
Desuden skal alle projekter tage udgangspunkt i Aarhus og omegn. Resultaterne af projekterne vil være ejet af virksomhederne selv, både indsamlede data og eventuelle udviklede produkter. Organicity forbeholder sig en begrænset brugsret.
Hvis du vil vide mere om Organicity og muligheden for at deltage eller søge midler, kan du besøge www.organicity.eu eller kontakte Lasse Steenbock Vestergaard, der er Alexandra Instituttets projektleder på projektet.

