IoT kan skabe magi på teatret

Den 15. marts 2016 blev der afholdt ”IoT i produktion og værksted”-workshop på Nørrebro Teater.

Morten Skov Jørgensen

Software/ICT Engineer

Data Science and Engineering Lab

+45 21 13 57 07

morten.skov@alexandra.dk

Rued Langgaards Vej 7,
2300 København S

Teaterproduktionen er et oplagt sted at tage udgangspunkt for et projekt, der skal eksperimentere med udviklingen af smarte produkter og IoT, fordi der her både bliver bygget og eksperimenteret med tekniske løsninger, som kombineres og flyttes rundt i hele maskineriet bag en forestilling.

Og med Nørrebro Teater og 3D Printhuset som partnere er projektet en ideel legeplads for at kombinere tekniske komponenter og it med de fysiske omgivelser og materialer.

Workshoppen indledtes med et inspirationsoplæg af Laurens Boer fra ITU, der opridsede 5 retninger, hvor IoT kan berige, supplere eller forandre teaterarbejdet:

1. Publikumsinvolvering: Hvordan kan vi bruge teknologien til at engagere publikum på nye måder? Kan man tilføje noget på teaterstolene, såsom afstemningssystemer? Kan man måle publikums blikretning eller deres fysiologiske reaktioner og bruge det i forestillingen? Eller hvad med at give dem 4D-oplevelser (vind i ansigtet, f.eks.) – eller iføre dem 3D-briller?
2. Interaktive rekvisitter: Hvordan kan vi udbygge og forbedre de rekvisitter, skuespillerne bruger, for at skabe mere magi på scenen? Et enkelt eksempel, der vakte særlig begejstring blandt deltagerne i workshoppen, var projektionen af lys og billeder på skuespillernes ansigter (eller masker).
3. Bærbar teknologi/wearables, der kan forøge effekterne og mulighederne i skuespillernes kostumer. Et særligt iøjnefaldende eksempel vist under oplægget var en edderkoppelignende kjole, der kunne reagere ”aggressivt” på en anden skuespillers nærhed. Samtlige elementer i kjolen var desuden 3D-printet.
4. Scene-design: Der er i forvejen ganske meget teknologi på en teaterscene, men der er også mange bevægelser bag scenetæppet, der foregår håndholdt og med reb, skruer, gaffatape- og kridtmarkeringer. Hvordan kan teknologien hjælpe her? Hvilket leder til:
5. Autonome systemer: Hvilke lyd- og lyseffekter kan teknologien hjælpe med? Hvordan kan sceneteknikkernes arbejde forbedres, hvis teknologien kunne automatisere nogle af processerne?

Efter inspirationsoplægget fulgte gruppearbejde krydret med en spontan IoT-møder-teater-debat samt fingerarbejde med DELTAs ideation toolkit Idemobits.

- For at lave teater oversætter vi en virkelighed til poesi. At få en stol til at bevæge sig af sig selv er poesien. Men samtidig vil vi ikke se teknikken. Vi vil have ting til at flytte sig, som om de havde en bevidsthed selv, siger instruktør Niclas Bendixen.

- Man skal heller ikke fortabe sig i teknikken. Nogle gange er det nemmere bare at bruge en snor, siger scenemester Thomas Bjørnkjær.

Efter gruppearbejdet fremlagde de enkelte grupper deres vigtigste indsigter og diskussioner:
 

GRUPPE 1
Gruppe 1 fik meget praktiske ideer:

1. Kan elevatoren på scenen give signaler om, når der står en skuespiller på den?
2. Kan rekvisitter styres trådløst, således at en paraply med LED-lys i vil kunne åbnes og sende røg ud UDEN at det skal aktiveres med en knap?
3. Kan der gives yderligere kraft til koret, så man kan høre lyden fra hver enklet sanger – kombineret med lyseffekter?
4. Kan droner flytte ting rundt på scenen?
5. Hvis skuespillere skal stå et bestemt sted, kan en vibration eller et lille stød fra gulvet fortælle dem, når de står forkert?
6. Opsummering: Alt skal være stabilt, sikkert, ikke for dyrt og ikke for larmende: Og så skal løsningerne være demonstrerbare med det samme.
    

GRUPPE 2
Gruppe 2 snakkede meget om sceneafmærkninger og komplekse sceneskift: Kan infrarøde klistermærker f.eks. vise, hvor ting skal placeres og gøre tingene nemmere for scenefolkene? Og hvilke hjælpemidler kunne man lave, der kan hjælpe med at bære og flytte de tinge ting og kulisser? Det skal være stabilt, slidstærkt og nemt at programmere - og frem for alt skal det være komponentbaseret, så det nemt kan integreres i nye rekvisitter og forestillinger.

Det væsentlige er her, at en teaterforestilling kører med to budgetter: Scenografibudgettet og det løbende budget. Bruger man alle pengene på den scenografi, der skal stå klar til premieren, kan man ikke smadre ti guitarer på scenen hver aften. Men får man komponenter, der kan genbruges i nye sammenhænge og nye forestillinger, vil det være en interessant engangsinvestering for teatret.

Grupper 2 talte desuden en del om publikumsinvolvering: Kunne man skabe en forestilling, som ændrede sig efter afstemning blandt publikum? Det kunne være interessant i et politisk show.
 

GRUPPE 3
Gruppe 3 talte en del om bevægelser: blandt koret, i kostumerne, samt blandt publikum:

1. Kunne man udvide koret med mannequindukker, hvis hoveder flyver af, ved brug af droner?
2. Kunne teknologi bruges til at fremhæve forskellige bevægelser, for eksempel ved at få en skuespillers hår til at flyve bagud, eller ved at skabe et selvmordsslips: et slips, der rejser sig op af sig selv. En skuespiller, der går i vinden, vil kunne få tøjet blæst af ved hjælp af små snore, men kunne det gøres med små motorer i stedet?
3. Og hvordan ændrer man følelsen af at gå i teatret som en envejskommunikation til noget andet? Kunne man samle data fra publikum på en eller anden måde og bruge det i forestillingen? – for eksempel hvis der er 25 blandt publikum, der læner sig tilbage eller fremad i sæderne på en gang?
    

I slutningen af maj vil der blive afholdt en minikonference, som opsummerer erfaringerne fra workshoppen samt det videre arbejde.