Det er sjovt, når vi udfordrer nogle faste forestillinger og skubber grænser for, hvad der kan lade sig gøre inden for eksisterende rammer med it-innovation, siger Merete Carlson, der er sekretariatsleder i InfinIT og Senior Innovation Network Manager, Alexandra Instituttet. For hende er det vigtigt, at vi i Danmark investerer i it-forskning på højt niveau, og at forskningen bringes i anvendelse i danske virksomheder.


2300 København S
Derfor er der brug for forskellige led af brobyggere som InfinIT-netværket, der sikrer samarbejde mellem forskere og virksomheder og skaber forbindelser, som varetager parternes forskellige kerneopgaver og interesser.
Det er vigtigt, at vi bygger bro mellem forskning og erhvervsliv, så vi får mest muligt ud af den forskning, vi investerer i Danmark. Den skal være til gavn for virksomheder men også andre samfundsaktører, siger Merete Carlson.
- Det handler om at knække nødden i forhold til de forskelligrettede interesser, der er, når man er henholdsvis forsker og lille virksomhed – det gælder om at finde ud af, hvordan vi får ny viden til at blive omsat til den virkelighed, som virksomheden står i, og at it bliver bragt ind de steder, hvor det rent faktisk giver mening, forklarer hun.
Det menneskelige aspekt
It-teknologi er vigtig for Merete Carlson, men det handler også om de menneskelige problemer og forretningsproblemer, som it-teknologi kan være med til løse. Det kan f.eks. være en kommune, der gerne vil have en mere sikker og tryg skolevej og får øjnene op for, at problemet kan løses med it. Det er netop der, at InfinIT finder sin plads.
- Vi har mulighed for at hjælpe offentlige og private aktører med matchmaking, der giver adgang til lige netop den it-teknologi, der passer bedst i deres specifikke tilfælde. InfinIT har et stort netværk af både de fremmeste it-forskere og virksomheder, og vi kan matche problem og løsning - og det er der, jeg synes, det er meningsfyldt at drive et innovationsnetværk, siger hun.
Merete Carlson har tidligere arbejdet med innovation og entreprenørskab i uddannelser og forskning på Københavns Universitet, hvorfra hun også har en ph.d. i digital æstetik og interaktive brugeroplevelser. Her arbejdede hun med at bygge bro mellem forskning og erhvervsliv fra universitetets side men ønskede at gøre det for en bredere palette af organisationer, og netop det er innovationsnetværket et helt ideelt instrument til.
Et privilegium og en privilegeret position
InfinIT er Danmarks eneste nationale innovationsnetværk for it. Det har rødder i de store datalogiske institutter og har derfor adgang til førende forskning på området. Netværket løber over en fireårig bevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Ifølge Merete Carlson er det et privilegium, at vi i Danmark giver offentlige midler til at fremme innovation med et netværk som InfinIT, men det forpligter også, mener hun.
- Den økonomiske håndsrækning er et godt instrument og virkemiddel til at fremme it-innovation. Det er et privilegium og en privilegeret position, og vi skal have respekt for, at vi bruger offentlige midler, og derfor skal vi have det bedste ud af de midler, vi har til rådighed. For mig handler det om at vise ydmyghed, men også om at være ambitiøs i forhold til hele tiden at udvikle de formater, hvor vi skaber størst effekt, siger hun.
Et stærkt ben i forskning og erhverv
For Merete er det afgørende at have InfinIT på landkortet, da det går stærkt med udviklingen af ny it-teknologi, og der er derfor et behov for at koordinere de mange initiativer og skabe et overblik på området.
- Der kunne gøres meget mere på området, og der er brug for, at vi viser de danske styrkepositioner – også internationalt. Der er internationale muligheder og udfordringer inden for f.eks. IoT, kunstig intelligens eller anvendelse af data, som Danmark kan spille en helt central rolle i forhold til, siger Merete Carlson. Hun ser gerne, at InfinIT bliver en større og regulær IKT-klynge, der har et stærkt ben i forskning og erhverv. Hendes mål for InfinIT er, at netværket skal være stærkere koblet til de regionale klynger og forankret i de erhvervsmæssige styrkepositioner.
- Vi gør meget ud af det i dag, og vi kan se at samspillet mellem den nationale indsats og det regionale kendskab til lokale erhvervsinteresser, kan give en større gennemslagskraft, afslutter hun.
Meretes Carlsons arbejdsdag består af to søjler. Hun er først og fremmest udadrettet og arbejder med workshops og konferencer, hvor hun er engageret i at tilrettelægge og afvikle arrangementer for virksomheder og forskere. Men hun arbejder også med den strategiske og ledelsesmæssige del, hvor InfinIT udvikler netværksydelser, opbygger strategiske kontakter og samarbejdsaftaler.
- At møde vores medlemsvirksomheder og være i dialog med forskerne og høre deres behov gør, at vi har en føling med, hvilke emner, der ligger vores medlemmer på sinde og hvilke formater og aktiviteter, vi kan få den største gennemslagskraft med, afslutter hun.
